Veje i livet

Låsbygade

Veje i livet

Vi vandrer ad mange veje. Store som små. Ad gyder, på stræder og langs de brede boulevarder. Det siges, at alle veje fører til Rom, at enhver vej starter som en sti. En sti hvorpå studehandlere, klædehandlere, slavehandlere, pilgrimme og andre lykkesøgende har vandret i egne tanker og i de andres fodspor. Mange af de vigtige veje bliver navngivet efter ligeså vigtige personer, der på menneskehedens vegne har sat sine fodaftryk på verden og således også på gadeskiltet, H.C. Andersens Boulevard i din hovedstad, Unter den Linden i naboernes, Champs-Élysées i byernes by og Via Dolorosa i Guds egen, Jerusalem. Sådan er der mange veje, der strækker sig stolte langs Seinen, Themsen, Tiberen og fører dig til monumenter over vundne og svundne slag og andre store bedrifter. De er knap så støvede som andre. Og det er de andre, der ofte er meget mere interessante. En særlig én af slagsen snor sig på forunderlig måde gennem landskabet, gennem byen og op gennem historien uden på nogen måde at sætte sig på verdenskortet men bestemt sætter sine aftryk på de indre landkort. Både hos dem, der bare passerer, men især hos dem, der voksede op i den gade, der i sin oprindelse blev kaldt Lusegade. 

Jeg voksede op i gaden i et andet årti for over en menneskealder siden. Jeg legede med mine brødre inde i og omkring de mange krostuer. Vi så søgende og tørstende, der flygtede fra hverdagens genvordigheder. Vi så forslåede hustruer, der tiggede deres fordrukne ægtefæller om penge til mad, og hvis de selv var forhindret sendte de børnene. Omkring de runde borde i de dunkle lokaler sad fabrikanter og håndværkere og mange var byens bedre mænd fra både råd og retssale. Ikke så få af dem gik med servitricerne hjem. Der var ludere og lommetyve. Her var håndværkere og håndlangere, spillemænd, købmænd, handelsmænd og fiskehandlere i gaderne. Du kunne få håret klippet, tøjet vasket og lommerne rullet. Låsbygade var en by for sig selv. Ikke kun en gennemfartsvej men en blodåre, der fik liv fra den pulserende Låsbybanke. 

Når jeg i dag som voksen mand kører op gennem Låsbygade ser jeg meget af den gamle gade, jeg voksede op i. Jeg ser en flot hvid nybygget boligkaret der, hvor mange unge som gamle drømte sig til den største kværn, en Harley Davidson eller bare en Suzuki. Jeg ser et galleri, hvor der engang lå et af de værtshuse, hvor vi spillede pool i kælderen. Jeg ser baggårdspushere og små bordeller med lysende hjerter i vinduet eller en østerlandsk kat, der vinker dig ikke videre men indenfor. Jeg ser bageren, der langer de levendes brød over disken. Jeg ser stadig vandhullerne, hvor de tørstige søger hen efter fællesskab og trøst. Værtshusene har deres egne ypperstepræster bag bardisken. Denne kirke for en anden slags eskapisme er altid er åben, og har du penge, er du en del af menigheden. Jeg ser også en gade, en stolt gade, der knejser og står oprejst. Latinerkvarter? Måske! Med alt, hvad dertil hører af dekadence og forfald. Jeg har set meget, og har været et helt liv om at genfinde fodfæstet efter Låsbygade. Jeg kan fortælle om mange skæbner, lykkelige som ulykkelige. Jeg kan fortælle og fortælle og fortælle, men som du ved; 

”Hvad der sker i Låsbygade bliver i Låsbygade! ”

Forfatter: Lotte Trolle

Kolding Kalenderen - En del af Kunstgruppen | Storgaden 70, 6052 Viuf - Danmark | Tlf.: 23425637 | hku@kunstdesign.dk