Fyldepennejensen

Fyldepennejensen

Af Lotte Trolle

Den store verdenshistorie skrives af erobrere. Der rejses palæer, statuer, mindeplader og byster. Din lokalhistorie skrives af de, der formår at gøre sig tydelig for deres samtid. Mange af byens veje bærer navne, du oftest kun kender som en destination eller måske som dit hjem. Carl Ploug, A. D. Burcharth, Brandorff, Warming og min egen vej Ejler. Hvem han var, har jeg glemt, ligesom de fleste formentlig har glemt at Jernbanegade der, hvor der nu er gågade, hed Høffdingsgade efter en skibskaptajn, der anlagde gaden i 1850. Et sted i byen skuer Chresten Berg fra sin tid ud over dig og din tid, alt imens du og livet går videre. Han og alle de andre i kliken får så rigelig opmærksom og sikkert som fortjent. Så er der de små fisk i den uendelige strøm af ubetydelige mennesker, der hver dag byder ind med hjerte, tid og evne for at gøre din tilværelse lettere. De, der leverer dine varer i butikkerne, tømmer dine skraldespande og fylder dine penne.

Går du en tur gennem Koldings gader, er der altid en ny butik, der melder ophør eller snarlig åbning. Der, hvor den nye nu ligger, lå i sagens natur den gamle, hvilken du næsten allerede har glemt. Som du kan se eller læse, forudsætter jeg, at din hukommelse er ligeså dårlig som min. Men nu skal du alligevel høre om Fyldepennejensen, som ingen husker, fordi hun forsvant med vinden, med strømmen i åen og med fyldepennen, der skrev sin sidste side i glemmebogen sammen med skrivemaskinen og smørkværnen. 

Fyldepennehuset lå i Østergade nr.13, der hvor børnetøjsbutikken Frølich nu kvækker lifligt for nutidens mødre og deres hoppende børn. Og inden da lå der sikkert en anden og en tredje og en fjerde butik, der ydede sit til dit daglige behov og lyst til livet. I en anden tid bag disken kunne du møde Ingeborg, der fødes i begyndelsen af det tidligere århundrede. Hun vokser op på en stor gældfri firlænget gård ude omkring Egtved, hvor hun kommer til at gå i skole med apotekerens datter. Apotekeren skriver børnebøger og er mine børns oldefar, men det er en hel anden historie. 

Ingeborg er enebarn, fejres og feteres af både mor og far. Da faderen dør er Ingeborg blot nitten år, så hun feteres nu ikke kun af sin mor, men også af gårdens bestyrer, der vinder hendes hjerte og den hele gård. Han hedder Jensen og kan mere end det. Han kan spille hasard på Egtved kro, hvor han over tid spiller alle fire længer væk. Forinden bliver han hentet af Gestapo, og som Ingeborg lakonisk fortæller, så har hun ikke sovet så godt, som i de tre nætter, han tilbragte på Staldgården.

“Desværre afleverede de ham igen!”, fortsætter hun med et dybt suk. Han afleverer så til gengæld gården til sine kreditorer, men de må begge lige aflevere deres eneste datter Karen, der i en alder af 17 år dør af en nyresygdom. De afleverer også hinanden. De skilles men ikke mere, end at de bosætter sig i hver deres lille lejlighed i Søgade nu som naboer og lige overfor det kongeslot, der i taknemmelighed afleverer en sabel for tro tjeneste overfor de Egtvedske jorde, der oprindeligt blev forpagtet med slottet som ejer. Sablen, som min far kalder en pyntekårde, brænder i Ingeborgs hænder. Ikke af hævngerrighed over det tabte, men ved tanken om, at den måske engang har været jaget igennem et andet menneske, så nu hænger den hos mig, hvor den bidrager til min status som dronning i familien. Ikke at den virker! Ingeborg derimod er livet igennem dronning over sig selv og Fyldepennehuset. Hun er tro imod sin skæbne. Klager aldrig. Spiller videre med de kort, hun har på hånden. Spiller bridge. Ryger cigarer og cerutter. Drikker portvin og en kvart liter piske om dagen, for det har lægen engang sagt, er sundt. I sit halvfemsårige liv sætter hun aldrig tænderne i nogen, heller ikke i et salatblad. Længere oppe i halvfemserne, sine egne og vores, bliver hun ramt af en tarmcancer, der udstyrer hende med en stomi. 

“Den kan ikke tåle ærter, så fiser den så frygtelig!”, betror hun mig, og jeg replicerer over en fortræffelig middag med, hvad kokken i huset kalder petit pois.

“Ingeborg, du må være stærk som en okse med alt det, du har gennemgået i dit liv!”

“Nej, nej, nej! Jeg har såmænd altid været svagelig!”, svarer hun og hæver glasset.

Historie i historien, er et kulturprojekt, der i samarbejde med forskellige kulturelle institutioner i Kolding, vil fortælle 12 små historier. Historierne er fiktive, men er baseret på nogle historiske fakta. Historie i historien bliver støttet af Kulturforvaltningen i Kolding Kommune.

Historie i historien bliver støttet af Kulturforvaltningen i Kolding Kommune.

Forfatteren bag historierne er Lotte Trolle.

Lotte har tidligere udgivet tre anmelderroste romaner og er ved at lægge sidste hånd på sin fjerde roman. Hendes sidste roman “På rejse med Lawrence” udkom i marts 2013 og kan lånes på Kolding Bibliotek.

Kolding Kalenderen | Kikkenborgvej 62, 6000 Kolding - Danmark | info@koldingkalenderen.dk