Og solen gik sin gang

I ethvert menneskes liv er der højder og dybder. Heldigvis for mig har jeg bosat mig i den flade midte, hvorfra de mange høje rejser sig omkring mig. Enhver cyklist ved, at Kolding er omgivet af mange bakker. Det er godt for kredsløbet, siges det, men også godt for den mere luftige del af menneskelivet, den åndelige fordi Kolding placerer sig på verdenskortet på linie med Rom, Jerusalem og også Jordans hovedstad Amman som værende byer omkranset af syv høje. Det sætter livet lidt i perspektiv. Måske har jeg snydt lidt på vægten. En høj fra eller til betyder intet i det store kredsløb, hvor solen går sin gang drevet af en kraft, man som cyklist godt kan misunde den. Den står op, skinner på retfærdig som på uretfærdig, og den går ned. I den første spæde forårsmåned marts i år gik solen ned over Anna, der groede mere end sig selv et helt liv.

Det spirer og springer ud, falder af, samler sig som sne i små tuer og slutter sig til jorden, hvorfra de kom. Blomsterbladene fra mandeltræet, magnolien, kirsebærtræerne og tjørnebuskene er længe ventede men kun på en alt for kort gennemrejse. Så er der dem, der bliver et helt liv. Nåletræerne med pælerødder. En sådan en af slagsen er jeg trods store udlængsler, og en sådan var Anna.

Jeg kendte hende ikke. Mødte hende kun to gange, men jeg er en del af hendes slægts historie. Hver dag passerer jeg hendes fars fødested og barndomshjem. Hvert forår maser jeg i en alt for frodig have, hvor alt kan gro og intet giver op. Det skulle da lige være mig. Jorden har en grøde og en spirekraft, der trodser enhver stiv kuling ude fra vest, der slår alle træer vinde og skæve. Fortsætter gør de, om de så som det gamle æbletræ ligger hen ad jorden kun klodset af en træstub og to brændeknuder. Kraften kommer et helt særligt sted fra. Fra Annas farfars gamle planteskole. 

På hjørnet af Ejlersvej og den senere A. D. Burcharthsvej ligger et lille hus i en tilgroet have. Roserne har godt fat og vælder ud over stengærdet i sommermånederne. Den forbipasserende får ikke umiddelbart det indtryk af, at det er noget særligt. Men det er det! Her grundlages Thomas Olsens planteskole og her plantedes sæden til Aksel, der senere grundlagde Geografisk Have. Han formåede som ingen andre at plante Kolding på verdenskortet. Men mindre kan også gøre det, og det gjorde hans datter Anna, der formåede at plante en drøm i mit hjerte. Drømmen om det kontrollerede paradis. Paradiset, hvor alt ånder fred. Hvor gule valmuer nikker og byder velkommen alle steder fra. Hvor skyggen vandrer i takt med tankerne, og hvor roser følger i hælene på rhododendronernes flor. Et sådan sted var “Brændkjærhøj” som Aksel lod bygge på en af Koldings mange høje, som spirekasse for sin familie, for sine stauder og for sine nåletræer. Men det blev til mere end det. 

Og det er der skrevet meget om. 

Anna derimod står der måske knap så megen nimbus omkring. Hun fik en sidste hilsen med sig i jorden af selveste Søren Ryge. Og nu af mig. Jeg møder hende omkring årtusindeskiftet, da jeg vover at åbne lågen ind til det, der bliver en sanselig åbenbaring. Jeg har en baby i maven og kløe i fingrene efter at få det til at spire i den tilgroede have, vi har fået ryddet for lærketræ og østrigsk fyr. De tillod samlet et lysindfald på fire m2 i de første timer af dagen. Jeg stiller mig under et stort blomstrende duetræ, og hvis du ikke har oplevet sådan et, har du noget af essensen af livet til gode. En lavbenet hund kommer ilende mig i møde og siden Anna i gummistøvler, det bedste alternativ til bare tæer - helst et par numre for store. Hun hilser varmt på og spørger ind til ønsker, jeg slet ikke kender. Jeg fortæller om de hårde vilkår i min vestvendte forhave uden at vide, at Anna må kende området som sin egen gummistøvle og ender med to  rhododendroner og en klatrerose. Jeg er ikke powershopper, skal først se tingene lidt an. 

En del år senere kommer jeg igen. Denne gang med en klatreplante, en treårig, der lyder navnet Anna men som aldrig hører efter og siddende på hoften har jeg det sidste skud på stammen. Anna af Brændkjærhøj kommer skridende ned mellem lyksalighederne.

“Nå, er det dig!”, hilser hun. “Hvordan gik det så med klatrerosen?”

Af Lotte Trolle

 
Anna Thora Olsen

Aksel Olsen (1887-1982) var Geografisk Haves grundlægger. Han var født 6. august 1887 og søn af Thomas Olsen, som ejede Kolding Planteskole. Aksel Olsen blev efter uddannelse i udlandet medhjælper hos faderen, indtil han i 1917 købte et stykke jord på 14 tdr. land af Tvedgård, ved nuværende Christian 4 Vej. Det udviklede han til en planteskole med speciale i stauder og nåletræer, som han overtog fra faderens planteskole. I 1917 blev han gift med Helene Hansen. Året efter byggede de hus i planteskolen, og huset fik havnet Brændkjærhøj. Navnet kom af, at hele marken tilhørte Brændkjærgård og blev kaldt Brændkjær Mark. Huset blev bygget på det højeste punkt, derfor Brændkjærhøj. Parret fik fem døtre: Signe, Marie, Anna Thora, Else og Inger. Anna Thora overtog gradvis driften af planteskolen i løbet af 1960erne. I 1963 blev størsteparten af planteskolen købt af kommunen som botanisk have. Villaen Brændkjærhøj med tilhørende have samt yderligere ca. 4 tdr. land langs Christian 4 Vej beholdt Aksel Olsen, så datteren Anna Thora kunne fortsætte planteskolen. 

Efter overtagelsen planlagde og gennemførte Aksel Olsen, som konsulent for kommunen, anlæggelsen af en ny geografisk have på størstedelen af det kommunalt ejede areal, der også omfattede den gamle og oprindelige geografiske have. I 1968 åbnede Geografisk Have som en officiel besøgshave.

Fakta: Stadsarkivet Kolding

Kolding Kalenderen | Kikkenborgvej 62, 6000 Kolding - Danmark | info@koldingkalenderen.dk