Et sidste suk

Ellen Elisabeth Løwert

Et sidste suk

Kære Oda,

Jeg skriver dette brev til dig, min kære svigerinde her i aftensolens skær. Som solen langsomt forsvinder ned bag horisonten, svinder mine kræfter. Dette brev kunne meget vel blive det sidste til dig fra min hånd. Mine fingre vil ikke længere som jeg. De fingre, der med et fast greb har haft fat i mangen et spædbarn, tumlinger og en endeløs række af store børn på vej ud i livet. De, mine fingre har også haft fat i en del friske drenge, der i kærlig spøg dristede sig til at råbe efter mig, når jeg kom ilende gennem skolegården. Som du ved havde jeg i min mere gangbare dage en egenartet gangart. Jeg gik jo som ham den lille vagabond med bowlerhat og svingende stok, Charles Chaplin, og drengene var ikke sene til at bemærke det. Også min hat måtte stå for tur. De kaldte den en potte. De mere kvikke af slagsen kaldte den siden en “Montgomery”. Det var jeg nu yderst stolt af, selv om vi, General Montgomery og jeg er usammenlignelige. Det forhindrede mig nu ikke i at modtage de store drenge med mit faste blik og min bestemte mine, når de kom til undersøgelse i skolekonsultationen, og deri var de alle knap så kry. De var alle inden mellemklassen vokset mig over hovedet. Men som du også ved kære Oda, så var jeg kontant og, om jeg selv må sige det, yderst kompetent. De fleste ville måske nok forundres over at se mig henslængt på divaen med en cerut i munden eller, hvis de så mig slå tonen an på klaveret, som nu du og Jens Anker har oplevet så mangen en gang. Jeg har aldrig ladet mine følelser gå forud for mit fag. Jeg viede mit liv til de børn, det ved du, og selv om jeg ikke fandt lejlighed til selv at skabe familie, ved du, at savnet over de børn, jeg ikke selv bibragte verden, aldrig har fyldt mere end glæden ved at bringe sundhed og færdigheder til Koldings mødre og jo da især til deres børn.

Heller ikke mit skæve bentøj vil længere lystre. De, der har bragt mig stort set overalt i byen. Jeg er sengeliggende meget af min tid, og den, tiden forekommer mig ikke længere lang. Hver aften siger jeg farvel og vågner forbavset op til en ny dag. Men som du kan se af min førhen så flydende og faste skrift, er denne også ved at forlade mig. Det er tid til at fatte sig i korthed, og jeg vil her forsøge.

Kan du huske vi begge mente at min elskede bror, din elskede mand mindede lidt om denne General Montgomery, da vi hyldede ham på Rådhuspladsen i København i 1945. Her i de sidste stråler fra aftensolen, har jeg ladet mig overstrømme tillige af overmod. Jeg håber ikke den går forud for snublen. Jeg faldt den anden dag, og det smerter mig nu meget at rejse mig op. Jeg drister mig nu alligevel til at vove den påstand, at jeg og frk. Lunden også kæmpede på slagmarken. Også denne, at vi vandt en stor del af slagene. Da vi startede vores gerning i 1938, som blev muligt efter Loven af 31.3.1937 om “Bekæmpelse af sygelighed og dødelighed i de første leveår”, var dødeligheden blandt de små børn 6,2%. I 1944 var den faldet til 2%, hvilket endog var under landsgennemsnittet på de 4%. I Christiansfeld kun 15 km. herfra var børnedødeligheden over 28%, hvilket måtte anses som værende en menneskelig katastrofe.

Om end jeg er umådelig stolt af mit liv og virke inden for dette felt, børnesundhedsplejen, og fryder mig umådeligt meget over de mange børn, jeg bidrog til at redde livet på, så plages jeg af de få børn, jeg ikke magtede at hjælpe. Især dette barn, hvor jeg kom for sent, nager unægteligt mit hjerte. Barnet var fra et af de meget få hjem, der frasagde sig besøg af mig. De havde prøvet det med børn så mange gange før, var især faderens afvisende svar. Hvorom alting er, blev jeg endelig tilkaldt, men desværre før tilkald af lægen. Da jeg kom til den lille mørke bolig, var barnet dødt og den ganske familie i aldeles oprør. Jeg blev ledt ind i børneværelset, hvor de få senge var leje for familiens mange børn. I en underkøje sad et lille pige på 4 år med det døde barn i armene. En anden lille pige på omtrendt 2 år strøg sin lille trøstende hånd over det døde barns hovet. Det lille døde barn havde kastet op og ikke taget næring til sig i flere dage. Det smertelige udtryk i den lille fireåriges ansigt har forfulgt mig ofte siden. Den lille pige må selv være voksen nu. Hun har muligvis selv børn. Muligvis også flere, end hendes kræfter og familiens økonomi kan overkomme. Derfor beder jeg dig nu om, kæreste Oda, at du henvender dig til sagfører Hove i Jernbanegade, til hvem mine papirer er betroet, og bistår mig med at videregive den beskedne sum af 50.000 kr. til dette barn, nu voksne kvinde, så frem hun endnu er i levende live.

Kærlig hilsen

Din Ellen


Brevet er fiktion og skrevet af Lotte Trolle

Kolding Kalenderen | Kikkenborgvej 62, 6000 Kolding - Danmark | info@koldingkalenderen.dk