Russerne kommer!

Mens de store bølger går højt og verden brager afsted, går det stille liv videre i provinsen. Og dertil lægges lidt plasken. Særligt om tirsdagen. 

At der er Krim-krams i vores del af verden, bekymrer os måske en anelse, for tænk, hvis ulven, eller er det bjørnen virkelig står foran vores hoveddør allerede nu i eftermidag - til kaffetid. Vi, der er vokset op med den sorte død, den gule fare og de røde kommer, trækker lidt på skuldrene. Vi har andet at kæmpe imod. 

Vi håber, at moralen i den russiske hær er ligeså slap, som huden omkring det før så blændende hvide smil i det ansigt, der stirrer lidt vemodigt tilbage fra spejlet i omklædningsrummet. Så vi mobiliserer. Vi har en helt anden nærværende fjende at overvinde. Vi opruster og sætter viljen, stærk som Stolichnava-vodkaen ind og lægger arm imod helt andre elementer, der vil gøre os til forhistorie, ikke som folk men som menneske. 

Vi strækker om ikke gevær, så armene ud i livtag med vandet i Kolding Bad. Vi vil besejre aldringen, den grå og snarlige eliminering.

I omklædningsrummet er vi nøgne og forsvarsløse. De små fjerdeklasser kaster undrende blikke på de aldrende kroppe - og på mig, når jeg trækker underkjolen på, for ikke engang deres egen bedsteforældre iklæder sig sådan en oldsag. Tiden kommer også til dem, men lytter den, der har øre, kan de høre de to midaldrende damer, der nyder pensionen og de muligheder, livet stadig byder ind med. 

De kvidrer løs, og jeg vender det døve øre væk for at følge deres talestrøm. På afstand. Om tirsdagen, hvor de svømmer ved siden af hinanden, stadig snakkende. Og vand er ensbetydende med oprettelse og udviklingen af livet. Den ene kvinde betror den anden, at hun vil anskaffe sig en jolle, så hun kan komme ud på fjorden og fiske. Ham, derhjemme, er tilsyneladende ikke enig i den halsstarrige disposition, så drømmen vendes, drejes og vejes, som drømme gør. 

Drømme er gjort af flygtigt stof, og de kræver oftest et hårdt benarbejde, hvis de skal indfanges. Oftest vaporiserer de, som de mange deodoranter, der ødsles med i omklædningsrummet. Godt benarbejde kræver godt fodtøj. På skohylderne udenfor omklædningsrummet står geledder af fodtøj, der vidner om vores tid. Fodtøj af mærkerne All-stars, Hummel og Adidas, støvler med og uden nitter og glimmer, står og venter på at bære en ny generation ud i verden eller bare rundt om hjørnet. 

Egentlig havde jeg tiltænkt de russiske soldater, der under første verdenskrig kom vandrende  barfodede til den gamle grænsekro i Christiansfeld min opmærksomhed. De, der søgte tilflugt i landet, fordi de havde hørt, at her var godt at være - selv som krigsfange. De kom. Og de gik igen. 

Tilbage i omklædningsrummet spørger jeg de to damer, om de vel ikke ligger inde med en fjern forfader, der
deltog i krigen i 1864. Det er et mærkværdigt spørgsmål, når man står enten i underbukser eller med et hånd-
klæde svøbt om kroppen, så jeg forklarer forfatterens evige dilemma. Mangel på inspiration og en udtørret kilde trods turen i det livgivende svømmebad.

“Nah, jo, var der ikke? Hvad med ... Var det ikke vores oldefar, der var ...! Næh, vores farfar var da i hvert fald krigsfange i Frankrig under første verdenskrig! Og det har han skrevet om. Det kan vi lige kopiere. Det kan du da få. På næste tirsdag!”

Så hvis ikke verden er gået under inden da, er der en ny historie fra det jævne liv på vandet, men forinden et rejseråd fra det ligeså luftige internet: Besøg Rusland, før Rusland besøger dig!”

Kolding Kalenderen | Kikkenborgvej 62, 6000 Kolding - Danmark | info@koldingkalenderen.dk